Printfriendly

tirsdag den 22. november 2016

Julegrisen 'Sven'





Julen nærmer sig med hastige skridt, og måske er I også allerede igang med lidt julehæklerier.

Jeg kom lige i tanke om denne søde julegris, som jeg lavede sidste jul til vores fantastiske pakkespil, og grisen tilfaldt E., som netop var flyttet hjemmefra, og dermed fik sit første eget stykke julepynt, så jeg håber, at hun smiler bredt, når hun finder den frem i år.





Opskriften er gratis fra Jo's Crocheteria, og du kan hente den her via Ravelry.
Den findes både på dansk og engelsk, så der er ingen undskyldninger, og som jeg lige husker det, så var den supernem at gå til,  

Hvem kan ikke nemt forelske sig i Sven ?! :-) 

onsdag den 16. november 2016

Fridage blev vekslet til lidt julehæklerier

Aahh, hvor har det bare givet mig ro i både sjæl og krop, at der lige faldt 6 fridage ovenpå en veloverstået eksamen - det er meget længe siden, at jeg har nydt at have så meget fri.

Det gjorde så også, at jeg kravlede helt derned, hvor der kun var mig og min hæklenål - og nå ja, lidt aftensmad indimellem, og det kom der flere ting ud af, bl.a. endnu et sæt juletræer m. blondebånd - denne gang i sarte grønne farver og en blæksprutte, (tryk på links for at gå til opskrifterne) som skal være bedste ven til en lille ny. Men - jeg fik også kreeret lidt nyt, nemlig disse søde nissepiger og drenge i 2 forskellige udgaver.






Du kan finde opskriften gratis hos Tante Tråd.



For at gøre dem mere stabile og i stand til at sidde selv, puttede jeg lidt blomstersten i en nylonstrømpe inden kroppen blev fyldt helt færdig, og ellers har jeg bare prøvet at give dem lidt personlighed hver især med broderede hjerter og snefnug.

Søde er de i hvert fald, og en oplagt idé til værtindegave her til julens mange sammenkomster.