Hæklet universitetshue
Materialer
Bomuld 8/4 i sort + en rest kontrastfarve og evt. guldtråd til kvast. Hæklenål str. 2½ + evt. et sikkerhedsøje str. 6 mm.
Jeg valgte lilla som kontrastfarve til kvasten, da jeg via søgning på hjemmesiden 'Universitetshuen' fandt frem til, at det var farven til jurastudiet, men du kan selvfølgelig også vælge farve efter eget ønske.
Top (firkant)
1. Slå 13 lm op
2. Start m. 1 fm i 2.m fra nålen og derefter 1 fm i hver m (12 m)
3. Gentag rk. 2 indtil du har 12 rk. i alt.
Luk af og hæft endetråden.
Hækl en firkant mere, men bryd ikke garnet.
Læg firkanterne ovenpå hinanden og hækl dem sammen med 1 omg. fm - 3 fm i hvert hjørne (56 m)
Luk af og hæft endetråden.
Cirkel til hoved
1. Slå 34 lm op og saml lm-rækken til en ring med 1 km.
2. Hækl 1 omgang med fastmasker (34 m)
3. 1 halvstangmaske i hver m (34 m)
4. Gentag omg. 3 (34 m)
5. 1 fm i hver m (34 m)
6. 1 km i hver m (34 m) OBS – dette skal være huens nederste kant, så husk at vende den rigtigt, når den skal syes på toppen. Du kan også lave denne kant i samme farve, som kvasten på toppen.
Luk af og hæft endetråden.
Sy top og cirkel sammen. Placér cirklen lige langt fra alle kanter, og brug nogle knappenåle til at holde den på plads.
Sådan binder du en kvast: https://www.garnstudio.com/lesson.php?id=17&cid=3
Kvasten skal være så lang, at den når til cirklens nederste kant, når den hænger udover ét af hjørnerne.
Kvasten er bundet af 8 tråde incl. de 2 endetråde fra knuden. Til sidst har jeg viklet lidt guldtråd rundt om knuden.
Kvasten er bundet af 8 tråde incl. de 2 endetråde fra knuden. Til sidst har jeg viklet lidt guldtråd rundt om knuden.
Træk kvastens øverste bindetråde gennem midten af toppen. Jeg har valgt at bruge et lille sikkerhedsøje (6 mm) som skulle gøre det ud for en lille ’knap’ på toppen, så i stedet for at hæfte kvastens endetråde som normalt, bandt jeg dem rundt om 'stangen' på øjet. Derefter smeltede jeg ’stangen’ (plastic) med en lighter, - og trykkede det smeltede plast fladt med en pincet, så den ikke stikker ud på indersiden. Det var derfor heller ikke nødvendigt at bruge den medfølgende 'lås' til øjet.
Hvis du ikke vil bruge et sikkerhedsøje, hæftes kvastens endetråde på bagsiden af toppen, og så vælger du selv, om du ønsker at lave en lille knap ovenpå huen - den kan selvfølgelig sagtens udelades.
Voilá - så har du en fin lille universitetshue!
PS - opskriften er skrevet efterfølgende, og helt frit fra hukommelsen, så lad mig endelig vide, hvis du finder fejl eller uregelmæssigheder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar