Printfriendly

torsdag den 24. marts 2016

Ahh, forår - forår - forår.........

Begejstringen vil nærmest ingen ende tage. De første varme solstråler gør mig godt på alle mulige og umulige måder - tænk, at sollyset virkelig kan vende helt rundt på én.
Energiniveauet er allerede i 5.gear fra øjnene slår op, lysten til anderledes mad og cykelture i den friske luft (selvom vanterne dog må på af og til) - men det er i sandhed den skønneste tid, vi går i møde.





Og snart venter der et helt anderledes liv - udendørs - og der skal hygges, grilles og leges. En lille lanterne kan skabe en hyggelig stemning på enhver altan eller terrasse - eller den kan såmænd også bare hænges op indenfor. Og nu siger jeg godt nok lanterne, men jeg vil bestemt fraråde at bruge levende lys heri pga. brandfare. Den bliver meget varm og jeg er bange for, at den kan antænde det øverste hæklede stykke el. måske snorene, så brug f.eks. et fyrfadslys på batteri.
Alternativt kan vi jo kalde det en hænge-vase eller hænge-potte, for den vil også være rigtig sød med blomster i.



Det blev til én i hver farve og jeg har blot brugt nogle tomme syltetøjsglas, som jeg havde gemt henover vinteren.

Selvfølgelig hvis du undlader kvasten og ophængssnorene, og ikke hækler helt op til kanten, kan den bruges som lanterne stående på et bord, men stadig under opsyn.

Update:
Så fik jeg endelig få købt en mini-plante til lanternen, og det gi'r jo bare lige det sidste - supersødt! 
Men jeg forærede den koralfarvede væk, så denne hænger lidt 'ensomt'.
Mon ikke jeg lige skulle finde nålen frem igen :-)


Opskriften er 'Lindgrenlanternen' fra LutterIdyl - men her er der også rig mulighed for at  lege med mange andre mønstre.
PS - jeg har dog selv tilføjet en omgang 'spike-stitches' nederst - bare for lige at gøre noget andet.

Go' fornøjelse !

torsdag den 17. marts 2016

Endnu en sød kanin....

Måske knapt så påske-agtig, men det bestemmer man jo selv.


Her har jeg bla. brugt et farveskiftegarn fra SG, som jeg synes giver en rigtig god effekt.

Opskriften er fra thegreendragonfly

lørdag den 12. marts 2016

Stik en pind i jorden.......

... og sæt et kaninhoved på den anden ende !

Så har du en sjov lille ting til at pynte op i urtepotten, eller måske i en vase på påskebordet.


Her får du i hvert fald et link til opskriften på selve kaninhovedet, der er fundet hos Roxycraft



Derudover har jeg blot tilføjet en pind, og brugt et almindeligt grillspyd, som er spids i den ene ende og derfor helt perfekt til at stikke ned i pottemulden.

For at pinden ikke uden videre kan trækkes ud, vikler jeg lidt malertape omkring den anden ende, så det danner en lille kugle.

Pynt kaninen efter lyst og fantasi - det lyserøde i ørene har jeg malet med en rød/pink farveblyant.

Voilá !

torsdag den 10. marts 2016

Påskehare applikation






Sød lille påskehare applikation i mange farver til ophæng.

Opskriften er desværre ikke længere tilgængelig.

fredag den 4. marts 2016

3 slags æg...


Til Påsken hører naturligvis påskeæg, som et dekorativt indslag på de bare forårsgrene.
Smag og behag er som bekendt forskellig, så i år har jeg lavet 3 forskellige slags.


De romantiske 

   
Æg i lyse/mørke nuancer med et tyndt satinbånd omkring 'maven'. Pyntet med en dobbeltbladet blomst, der har en lille similisten i midten. 



De moderne 


Enkle og moderigtige farver som passer godt ind i 'den nordiske stil'. 



De farverige


Striber i glade farver, der med garanti får humørbarometeret helt op på forår.


Alle æggene har styropor æg (flamingo) indeni, da jeg synes det giver den pæneste facon.


tirsdag den 1. marts 2016

Påsken er skudt igang.......

Der har været nogen stilhed her på bloggen, men det er ikke fordi, at jeg har ligget på den lade side, snarere tværtimod.

Påsken står jo for døren, og jeg har søgt nettet tyndt for inspiration. 

Her fandt jeg nogle søde æggevarmere, som jeg fik tilpasset mine egne ønsker, og lavede både en pastel- og en 'dannebrogs'-version.
Æggevarmerne er egentlig 2-lags og lidt store i størrelsen, så jeg nøjedes med at hækle ydersiden og lavede en bund, så jeg kunne få fyld indeni. 
Dertil lavede jeg nogle nemme, lange ben og små blomsterbroderier som pynt.


Jeg er tilfreds med resultatet, og synes de blev både sjove og dekorative :-)