Printfriendly

søndag den 4. februar 2018

Pokemon, Pokemon.....







Jeg ved ikke, hvor stor dillen med Pokemons stadig er!? - men Julius er kæmpe fan, så jeg har været igang med hæklenålen.

Hans oprindelige ønske var en Pikachu, men det greb pludseligt om sig. Mens jeg ledte efter opskrifter faldt jeg over dragen Lugia, som jeg simpelthen også bare MÅTTE prøve.
Følger man opskriften til punkt og prikke er den også forholdsvis nem at gå til, MEN den kræver en hel del monterings, - og pillearbejde. Jeg er dog fuldt ud tilfreds med resultatet, også selvom den har lidt problemer med 'balancen', da jeg glemte alt om at tjekke tyngdepunkt, da jeg syede benene på. Et godt råd jeg også kan give videre er, at man skal sørge for, at halsen bliver stoppet godt fast.
Men hvis du har lysten - så kast dig ud i det, for det er som sagt dén, der driver værket, og så skal det nok lykkes :-)

Lige et par ekstra fotos af dragen Lugia









Opskrift på Pikachu: Sabrina Somers
Opskrift på dragen Lugia samt Wooper: Wolfdreamer
(OBS - alle opskrifter er på engelsk og gratis)

Bolden har jeg selv lavet udfra et billede.

torsdag den 27. juli 2017

Hej haj ! Klar, parat til skolestart!




Et haj-penalhus er et 'must' for skolestarten, - det mente i hvert fald Julius, som starter i 0. kl. efter ferien, og det kunne jeg jo kun være enig i.
Jeg tog udfordringen op, velvidende at det med isætning af lynlås, ikke er noget, jeg har gjort før, men hvor svært kunne det lige være !?.



Selve hæklingen af hajen tog ikke specielt lang tid, men det skulle vise sig, at det med lynlåsen ikke lod sig gøre, hverken 1., 2. el. 3. gang, men først 4. gang blev jeg tilfreds nok med resultatet. Selvom det selvfølgelig er træls at pille, pille op og så pille op igen, så er det alligevel en meget lærerig proces, og man skal ikke bare give op, fordi tingene yder lidt modstand. Jeg havde sat mig for, at det ville jeg bare lære, og da jeg selv havde gået med tanken om at lave noget med montering af lynlås, så var dette jo en kærkommen mulighed til bare at komme igang.


Her er en metode til at lave en fin skråskrift fremfor at brodere navnet på.

Hækl en lang lm-kæde, og sy lm-kæden fast med små sting samtidig med at den formes til bogstaver. Jeg har syet på begge sider af lm-kæden, for at få det så fladt som muligt.

Jeg lod være med at lukke lm-kæden helt af før jeg var færdig med bogstaverne, for så var det nemt lige at trevle de lm op, som var tilbage.
Ri gerne en tråd igennem arbejdet, så der lissom bliver en linie 'at skrive på'.

Og færdigt blev det! - men ikke nok med det, for herefter kastede jeg mig ud i et endnu større projekt, der indebærer flere lynlåse, og som har været mit gennemgående projekt her i ferien.

Helt præcis, hvad dette er, - ja, det afslører jeg først lidt senere ;-)

Opskriften her er fra Moogly, og gratis, men dog på engelsk.

lørdag den 8. juli 2017

Sommer hårbånd - Seagull Miniature






Jeg har haft opskriften på dette lækre sommer hårbånd liggende længe, og nu kommer den til fri afbenyttelse her.

Håber I vil få stor fornøjelse af den :-)


Tryk her: Seagull Miniature


fredag den 30. juni 2017

Minion blyantsholder





Minions er bare de sjoveste små væsner, og de er elsket af både børn og voksne.
Og det ser bare ud til at 'bølgen' fortsætter - nu med filmen Grusomme mig 3.

Jeg kender den sejeste dreng , Julius (som jeg tidligere har hæklet flere ting til), og som skal starte i skole efter sommerferien, så jeg er så småt gået igang med ting hertil.

Og det første, der blev færdigt var altså denne blyantsholder, som kan stå hjemme på skrivebordet. Senere følger også et haj-penalhus, som hans mor allerede har bestilt. Det gik også pænt hurtigt med at hækle det, men hvor jeg dog KÆMPER med at få syet den lynlås pænt i......

Så mens hajen er lagt lidt på is, har jeg brug for at komme igang med noget mere til skolestarten, men er allerede løbet lidt tom for idéer. Hvis du kender en kanon idé, som bare er et 'must' til skolestart, så skriv gerne i kommentarfeltet herunder :-)

Jeg kan desværre ikke henvise til en opskrift denne gang, da denne Minion er hæklet efter et billede fra Pinterest. Men der er ikke nogen 'ben' i det - jeg har blot hæklet rundt om en tom køkkenrulle :-)

onsdag den 14. juni 2017

Hæket universitetshue





Jeg fik idéen til at lave en lille 'universitetshue', da min datter fik sin afsluttende eksamen som bachelor i jura idag, og synes bare det kunne være fint med en lille ting i blomsterbuketten - ligesom de små studenterhuer.

Jeg havde bare ledt i forskellige butikker efter nogle, som jeg kunne købe, men uden held, så jeg måtte bare selv gå igang.

Den blev egentlig ganske fin, så derfor har jeg lagt den ind som en gratis opskrift, hvis I skulle få lyst til at bruge idéen.

På den danske hjemmeside - 'Universitetshuen', der sælger disse hatte i virkelig størrelse - kan man via søgning på uddannelse og retning finde farven til kvasten - derfor er den lilla her.


PS - størrelsesmæssigt TROR jeg også, at den passer til KB aben, men det er dog endnu ikke afprøvet.



Herfra skal lyde et STORT tillykke til alle de unge, der afslutter deres uddannelse i denne tid!





onsdag den 31. maj 2017

Sommer lapper i retro stil


Det er godt nok et lille stykke tid siden, at jeg blev færdig med disse, men I skal da have muligheden for at lade jer inspirere, for jeg synes nu de er tip top sommer-retro-style.

Efter at jeg startede på studie i september har jeg naturligt nok måttet drosle en del ned på hæklingen, og lige nu sidder jeg igen midt i eksamensforberedelserne (måske ligesom mange af jer). 
Helt slut er det dog ikke, for det er også rigtig godt at hive hækletøjet frem i de stressede perioder, selvom det så kun bliver til et par omgange eller 3, for det hjælper lige til at få pulsen lidt ned og få 'tømt' hovedet for de teoretiske tanker.


Nå, men det var lapperne, jeg kom fra -  der kommer lige et par pics her, og så skal jeg lige finde linket til opskriften, hvis du skulle få lyst til at lave dine egne :-)





Og her er linket til opskriften:



mandag den 10. april 2017

Lotte Gople, den sødeste kramme-vandmand :-)





Her er Lotte Gople - som er en 2 i én kramme-gople, da den både kan bruges for sig selv, eller som ophæng på barnevogn o.lign.

Det er en opdateret og mere lækker udgave både mht. udførelse og design af en Jellyfish, som jeg lavede for godt 2 år siden, og nu udgiver jeg den som købeopskrift her:




Hvad er forskellen på en gople og en sprutte?! Forskellen ligger nok mest i den mere runde og bløde form, som goplen har, og tentaklerne ikke så krøllede som spruttens proptrækker-arme. Personligt foretrækker jeg goplens udtryk, men vi har jo heldigvis forskellig smag, og sådan skal det jo helst være :-)